mandag den 1. februar 2010

Når ligestilling fejler BIG time

Jeg var tæt på at få kaffen galt i halsen i dag, da jeg læste Business.dk's såkaldte "gode råd" til kvinder, der vil til tops i erhvervslivet.

Min første reaktion var: Er det her en copy/pasted artikel fra et eller andet amerikansk dameblad? (Det er det ikke - rådene kommer fra "Håndbog for karrierekvinder". Hvis du har et eksemplar, så skynd dig at bruge det til noget fornuftigt. Fx til at tænde op med.)

Reaktion nummer to: WTF????!

Og efter at have sundet mig - stadigvæk: W.T.F?????????!!!!!



Kære kvinder rundt omkring (det er ligefør, jeg er foranlediget til at tage ordet medsøstre i min mund. Men også kun ligefør),

Vi bliver ALDRIG mere ligestillede af at kopiere mændene.
Vi når ingen vejne med forstillelse og forsøg på at please dem. Hvis vi gør det er vi kun ludere, der falder på knæ i et forsøg på at tilfredsstille de behov, vi forestiller os, vi har gennemskuet hos mændene.

Jeg bliver aldeles rasende over at blive talt så meget ned til af en anden kvinde, som tilfældet er.
Og hvis jeg var mand, ville jeg være endnu mere indigneret over at blive betragtet som en anden Onslow i Armani!

Ægte ligestilling har kun en betingelse: Respekt mellem mennesker - og den kan kun eksistere, hvis vi er tro mod os selv og holder op med at behandle mænd som savlende handyr, der kan manipuleres til at tro, at vi er ligeså kompetente som dem.
For vi er i høj grad præcist lige så kompetente og kan sagtens være det mens vi er kvinder. Og jeg tror på at alle de rigtige mænd derude respekterer rigtige kvinder langt mere.



Da jeg så var faldet lidt ned kunne jeg sagtens se en række væsentlige pointer. Men som Business.dk fremstiller det, virker det påtaget friskfyragtigt oversat til Nynne'sk - og det bliver bare aldrig rigtig lækkert eller til at tage alvorligt.

Og jeg mangler stadig svar på, hvad "Sekretærerne" dog har gjort???




Links:



"I kvindelige cirkler er der ingen hierarkier"



"I stedet for at blive frustreret over en magtfuldkommen og labil chef, så overvej, om du i det daglige husker at signalere, at du godt ved, at det er ham, der er chefen!"



"Du gør klogt i at konsultere din mand, bedste ven eller en sportsinteresseret veninde"



"Selvom din mand virkelig arbejder på halv tid, eller er kommunalt ansat, eller på anden vis må antages af have fleksible arbejdsvilkår, så sig hellere, at du klarer problemerne ved hjælp af en barnepige"



"I ni og af ti tilfælde vil selvironi hos en kvinde ikke blive opfanget, men derimod taget for gode pålydende"



"Hvad der kan virke moderne og helseorienteret hos en mand, har ikke samme effekt hos en kvinde"



"Når sekretærerne ikke selv har tid, beder de altid de kvindelige konsulenter på kontoret om at lytte efter telefonen, dele posten rundt eller lave kaffe"



"Det er vigtigt ikke at klæde sig som sekretærerne"



"Du er sat her på jord for at få din umiddelbare chef til at tage sig godt ud"



"Det kan være svært at få adgang ti uformelle netværk som den lokale fodboldklub, hvor byens forretningsdrivende mødes"



"Mange mandlige chefer tænker ubevidst, at kvinder ikke har brug for penge på samme måde som mænd"



"Så kan man måske håbe på, at den nye tids trofæ-kone ikke længere er en ung, blond bimbo, men derimod en succesfuld, professionel karrierekvinde"


Drop ovenstående råd og tag skridtet fuldt ud

torsdag den 28. januar 2010

Tak Anne Vang - trods alt!

Så er den gal igen: Københavns kommune skal spare rigtig, rigtig mange millioner på børn og ungeområdet

Jeg forudser konsekvensen: Masseblokader, tusindvis af vrede forældre og pædagoger, timevis af tv indslag og lang kø ved håndvasken. Igen... Så det er billige point at forudsige den slags. Igen...

Men er det bare mig, det slet ikke kommer bag på? KAN københavnske forældre og organisationer som KFO virkelig blive ved med at bilde sig selv ind, at det nytter noget som helst at BZ'e børnehaver og vuggestuer, kaste bamser efter forbipasserende og arrangere rød stue på Rådhuset?
Vågn op venner - det eneste vi opnår er at skubbe det store, sorte økonomiske hul foran os som en anden snedrive på Lolland! Ok, det er måske ikke VORES børn, det går ud over så (hvis vi kan skubbe den bare et par år endnu), men helt ærligt?

Faktum er, at pengene mangler. JA det er møghamrende uretfærdigt, det er synd for både børn og pædagoger, at de igen skal opleve forringelser i hverdagen, men det ændrer bare ikke ved, at pengene er væk. The money is gone. Das Geld ist weg!

Så hvad gør vi? Får vi langt om længe pengene op af lommen og accepterer, at kvalitet koster? Eller bliver vi allesammen pigesure på Anne Vang, nu hvor vi ikke længere kan spytte efter Bo Asmus? Eller hvad?

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg står ikke model til flere "happenings" arrangeret af barslende Vesterbrokvinder, der ikke har andet at tage sig til. No way José! Ikke om jeg har for fem flade ører sympati for café latte sluprende kvinder i Katvig gummistøvler, der i øvrigt stemmer efter friværdien.

Jeg vil (muligvis som den eneste i København) til gengæld gerne give min uforbeholdne respekt til Anne Vang for at have nosser nok til at sige det som det er: Kassen er gabende tom! Og der er ingen tandfe, der kommer forbi med en rulle 10'ere til at dække underskudet.
Det er os - dig og mig, og kun os, der kan betale regningen i sidste ende. Og så skal der altså slanter på bordet: Enten i form af højere brugerbetaling eller ved at vi begynder at bidrage til fælleskassen igen. Men det kræver selvfølgelig en udskiftning på Christiansborg...

onsdag den 27. januar 2010

Sne over København

Jeg elsker sne! Det er koldt, det er vådt, det er på mange måder hæsligt og upraktisk, men jeg er dybt fascineret af, hvordan en smule krystalliseret vand gang på gang kan sætte trafik i stå og få infrastrukturen til at bryde sammen.

Det får mig til at stoppe op. Får mig til at tænke "nå ja, hvad faaaan" og giver mig lyst til at søge tilflugt i varme sokker, store tekopper og dyb eftertænksomhed.
Og det er helt sikkert sundt i en fortravlet verden som vores: Så næste gang bussen er forsinket, Metroen holder stille, bilen er viklet ind i en gigantisk trafikprop, fordi sneen er over os, så stop op!
Kig op i himlen og NYD synet af snefnug, der daler ligeså stille og lægger et hvidt låg over byen (eller landet ). Nyd - bare et øjeblik - at det hele ikke går så stærkt.

Det gjorde jeg i dag, og det var smukt

tirsdag den 26. januar 2010

Så ser man lige mig

Har netop tilmeldt mig og betalt 187,50 kroner for at deltage i 5 km kvindeløb 16. juni - Fuck...

Kvindeløb

mandag den 25. januar 2010

Godnathilsen til moster Inger

Min søde lillesøster Inger er netop rejst til Australien i dag, hvor hun skal være i fem måneder. Det er underligt.. Nu havde vi lige vænnet os til at have hende boende så tæt på, og så ser vi hende ikke i næsten et halvt år.

Men hun skal ikke snydes for godnatkys og kram, så her kommer en hilsen fra Valdemar:
video

søndag den 4. oktober 2009

I heart overskud

Sikke en weekend! De sidste par uger har været travle og har ikke levnet mange minutters overskud, men jeg har taget revanche de sidste par dage.
Gik ellers og skrantede hele sidste uge, men de seneste dage har jeg taget mig selv i nakken og har blandt andet været ude og løbe. Faktisk hele 5 gange på 8 dage, og det må siges at være noget af en bedrift for mig, der ellers er en erklæret løbeHADER.


Jeg har forsøgt et utal af gange, og jeg er elendig til at presse mig selv. Men nu har jeg sat mig et mål: Jeg skal kunne løbe 5 km uden pauser inden årets udgang.
Det kan godt være, du nu sidder og gnækker og tænker "Det kan alle da".
Jeg har bare ikke kunnet. Men det må jeg så lære.


Og den største barriere? Ja her kunne man forfalde til at tro, at det var dårlig kondi, dårligt vejr og dårlige undskyldninger, men nej: Mangel på tålmodighed er svaret. Jeg kan simpelthen ikke styre mig - stæser afsted og giver alle de fornuftige løbeprogrammer fingeren, hvilket foreløbig har givet mig en fibersprængning i låret og kronisk ømme knæ og skinnebensbetændelse et halvt år efter mit seneste forsøg.
Ergo forsøger jeg p.t. at udøve selvdisciplin i ikke at træne for hårdt. Hvilket er svært, når man nu er typen, der ikke kan gøre noget 50%


Men efter råd fra et par kloge damer, har jeg nu downloadet en løbemakker til min iPod, som klarer tidstagningen for mig og bekræfter mig i, hvor meget det stinker at løbe. Så grundigt faktisk, at jeg bliver helt trodsig og tænker "Ja ja dame, jeg skal vise dig skal jeg". Og faktisk må indrømme, at det ikke stinker helt så meget. For eksempel er jeg nået så langt på tre dage, at jeg ligefrem synes det er rart.

Og sjovt. Altså ikke så meget selve løbingen (helt ærligt - jeg har sjældent set nogen smile, mens de stæser afsted), men gadget nummer to - min mobiltelefon - kan simpelthen tracke min rute, min fart og hvor mange kalorier, jeg forbrænder og dét er sjovt. Så kan jeg sidde derhjemme bagefter og blære mig med fremskridtene, selvom de stadig er små, men jeg kan ret godt li' grafer og diagrammer, og dét får jeg nu for alle pengene.


Så. Det var det. Nu er det helt offentligt tilgængeligt. Jeg vender frygteligt tilbage...

søndag den 20. september 2009

Livet som enlig mor - status


Så er ugen næsten omme - og vi overlevede alle tre. Jeg havde frygtet kernenedsmeltninger, stressede morgener og det der var værre, men vi har simpelthen hygget os så meget!

Nu er det søndag aften, børnene har fået nattøj på og ser TV, fryseren er fyldt med æblekage, -mos og Hjem Is, jeg sidder hér og i morgen er det hverdag igen.
Med mand - heldigvis - for det ér nu noget andet, når vi er to, og måske trænger jeg efterhånden også til en enkelt aften, hvor det ikke er mig, der læser historie, børster to sæt tænder, smører madpakker, ordner køkken og tumler i seng klokken 22 uden at have siddet ned. Men det har i bund og grund været en 100% skøn uge at være alene.

Så status er: Vi kan sagtens undvære farmand en uges tid, men nu vil vi gerne have ham hjem igen. 

Jeg har nemlig ikke nået at ordne vasketøj...

Opskrift: Hyldebærsaft


Varm hyldebærsaft er en ting, jeg husker med glæde fra min barndom.

Man skal bruge:
  • 2 kg. hyldebær (ca. en cykelkurv fuld)
  • 1 liter vand
  • 600 gram sukker
 Hyldebærene skylles godt og de groveste stilke klippes af.
Herefter puttes bær, vand og sukker i en gryde, som bringes i kog.

Efter ca. 15 minutter i kog (det koger nemt over, så hold godt øje), er bærene begyndt at briste. Gryden tages nu af varmen, lad den stå ca. 10 minutter og køle lidt af og si herefter saften, tilsæt evt. Atamon og hæld den på skoldede flasker.
Man kan også lade saften køle helt af, hælde den i plasticposer eller beholdere og fryse den ned - så er Atamon overflødigt.

Når saften skal drikkes, blandes den med vand ca. 1:1 og smages til med citron og evt. kanel eller stjerneanis - og så skal den selvfølgelig drikkes rygende varm.


Det kan nok diskuteres, hvor meget c-vitamin, der er tilbage efter kogningen, men varm saft er godt, når man er forkølet (tilsæt gerne et skvæt portvin), til trætte og urolige børn (uden portvin) og som suppe med kammerjunkere i

lørdag den 19. september 2009

Enlig mor på æblerov - part II

Ja, så sad vi der og betragtede dagens høst og blev enige om, at det da egentlig også lige var sæson for hyld.

Så op i Niholaen med ungerne og ud i det blå igen - bevæbnet med en lille Magretheskål i det tilfælde, vi skulle falde over lidt brombær eller andet lækkert på vejen.

Jeg skal love for at vi faldt! Over brombær, hyld og æbler i kassevis. Man skal bare vide, hvor man skal lede. Og så må man lige afgøre med sin samvittighed, om det er ok at gå på rov i en tilgroet, ubeboet have (som har stået sådan de sidste 5-6 år). Det afgjorde vi, at det var.

Og det føles sådan lige lidt ulovligt og farligt på den der helt rigtige Astrid Lindgrenske måde, hvor man bare VED, at de voksne ikke skal have noget at vide.

Enlig mor på æblerov




Som overskriften antyder, er jeg stadig solo m ungerne (nåja.. og min søster sådan set), og sådan en solvarm efterårsdag, skal vi da ikke sidde indenfor og lumre, som min mor ville have sagt.

Så vi har været på rov!

Først efter kastanjer, så efter æbler og ved et tilfælde også hasselnødder.
En udbytterig høst, hvis vi selv skal sige det, og jeg er overbevist om, at æblekage smager ekstra godt, når vi selv har plukket fyldet.
Og nu er jeg altså ikke sådan en, der lærer mine børn at stjæle - sådan som man kunne tro jf. overskrift, men konceptet er bare meget federe, hvis man kalder det æblerov. Det lyder ærligt talt lidt mere eksotisk, end "kom unger - vi går over i parken og plukker æbler".


tirsdag den 15. september 2009

Anne som enlig mor, part 1

Lad mig lige udtrykke min D.Y.B.E.S.T.E respekt for alle enlige forældre i denne verden!

Og nej - jeg er ikke blevet skiftet ud med en yngre model eller noget, men min søde mand er rejst over på den modsatte side af Atlanten for at mænge sig med andre indenfor spilbranchen i en uges tid, så jeg prøver rollen som alene-mor til to af for en stund...
Og nu er jeg jo normalt bare sådan en, der hjælper til herhjemme.

Idag er jeg sluppet let: Manden afleverede børnene i morges inden han tog i lufthavnen, så jeg skulle sådan set bare tage på arbejde.
Og den søde moster havde tidligt fri og tilbød at hente dem, så jeg skulle også bare komme hjem igen...
Ren luksus - tænk at kunne være hjemme klokken 17 MED indkøb, have 30 minutters top-kvalitetstid med ældsten og dennes lektier (mens yngsten tager en lur på sofaen) og stadig have god tid til madlavning og spisning.
Og mens jeg smurte madpakker (ja ja - har givet den hele armen med hjemmerullede makier) og pakkede skoletaske, gymnatisktøj, biblioteksbøger og svømmetøj, puttede moster Inger de søde børn i seng og læste historie for dem. Og så lagde hun da også lige vasketøjet sammen...

Altså: Hvis jeg selv havde skullet kringle den, så var jeg nok kun nået til madpakkerne nu. Især fordi 4-årig ikke sådan lader sig putte, når hun har fået morfar før spisetid...
Så nu ligger hun her i min seng og fylder det hele, men det er ok. Jeg er på forkant og ungerne plager om lov til at spise morgenmad på hhv. fritidshjem og i børnehave i morgen.
Dvs. de skal bare have tøj på og afsted...

What's the catch?!

Alligevel er jeg allerede lidt træt ved tanken om de kommende dage, hvor arbejde, børn, svømning, ballet, madpakker og vasketøj skal gå op i en højere enhed.
Også selvom moster Kaj træder til to af dagene.
Så tænk, hvis jeg skulle klare det hele selv?!

Plus alt det uforudsete som glemte sager, legeaftaler og at løbe tør for mælk eller rugbrød...

For trods yderst kompetent assistance idag, kan jeg da godt se, at der ikke er meget egotid i at være solovoksen.

Så jeg bøjer mig endnu engang i støvet for alle dem, der skal have hverdagen til at køre på egen hånd og konkluderer, at det nok er meget heldigt, at jeg har hele to søstre lige i nærheden, der godt gider træde til, når jeg er helt hjælpeløs og utjekket...

søndag den 13. september 2009

Opskrift: Linser med hindbærcreme og de fineste hindbærsnitter

















Helt klassiske linser a la mormor, tilsat et pift af pink...

Mørdej:
  • 200 gram koldt smør
  • 300 gram hvedemel
  • 2 spsk sukker
  • 1 æg
  • 2 spsk vand
Smør og mel køres til "smulder" i foodprocessoren, sukker, æg og vand tilsættes og køres, til det hænger sammen i en klump.
Dejen stilles i køleskabet i minimum en halv time

Fyld:
  • 200 gram frosne hindbær
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk vanilliesukker
  • 1 portion kagecreme (jep - vi bruger den fra Maizena i dagens anledning)
Hindbær og sukker purreres i foodprocessoren, kagecremen gøres klar blandes godt sammen med hindbærmosen.

Rul dejen ud og stik 12 runde kager ud med et glas. Læg dem i en linse- eller muffinform og læg en lille klat creme i.
Rul resten af dejen ud og stik endnu 12 kager ud til låg. Tryk låg og bunde godt sammen (mine var ikke samlet helt nok, så lågene poppede af i ovnen).
Bag kagerne ca. et kvarter ved 200 grader, tag dem ud af formene og lad dem køle af på en rist.

Hvis der er dej til overs (og det var der), så rul den ud og stik små kager ud med en form. Bag dem i ovnen i 10 minutter og lad dem køle af på risten.
Læg de afkølede småkager sammen med hindbærsyltetøj (eller jordbær, som var det jeg havde idag.. smager også godt) og pynt med glasur og krymmel.

Opskrift: Rispapir med laks og mangodressing

Endnu en, der i øvrigt passer fremragende sammen med lakse ceviche som forret eller frokostret:

  • Rispapir (kan købes i større supermarkeder)
  • Salat (hovedsalat eller iceberg)
  • Avocado
  • Agurk
  • Frisk koriander
  • Rå laks
Mangodressing:
  • Frisk mango
  • Mangojuice
  • Frisk, hakket rød chili
  • Koriander
Dressingen laves ved at blende ingredienserne med en stavblender (juicen tilsættes lidt ad gangen til konsistensen er let uden at være for flydende)

Fisk og grønsager skæres i lange strimler - undtagen salaten, der skæres i både. Fjern evt. det nederste "tykke" stykke af bladene.

Rispapiret lægges på et skærebræt og fugtes godt med vand på begge sider. Herefter lægges fyldet på:
Læg salatbladene på den halvdel af rispapiret, der vender ind mod dig selv, og læg herefter grønsager, laks og hakket koriander ovenpå salaten.
Slut af med at hælde dressingen over i en tynd stribe, og rul herefter rispapiret sammen (pas på ikke at rive i det - det går nemt i stykker). Lad rullen hvile ca. 5 minutter og skær den herefter i 4-5 skiver.
Anret rullerne med skærefladen opad og server med misodip.

Brug evt. røget laks i stedet for rå

Opskrift: Lakse Ceviche

Jeg lavede sushi igår - og MEGET af det. Det er nok sidste gang jeg kaster mig ud i at tilberede sushi til 8 personer med dét ambitionsniveau: Det tog ret mange timer, men resultatet var nu glimrende. Men næste gang tror jeg vi nøjes med halvt så mange varianter.

Men som en del af det, lavede jeg en lakse ceviche. Jeg har på et tidspunkt fået denne lille lækre salat på Sticks N Sushi, så her kommer opskriften - frit komponeret ud fra hukommelsen:

Anret ca. 1½ spsk. tangsalat (wakame - kan fås færdiglavet hos bl.a. fiskehandlere) på en tallerken eller i et glas. Læg herefter en lille skefuld avocado i tern ovenpå, så en spsk. god, rå laks i tynde strimler (eller hvor meget man nu synes) og dryp med limesaft.
Til sidst pyntes med lidt rødløg i tynde både og et drys friskhakket koriander.

Server som forret, eller lav en lidt større portion som frokost. Man kan også bruge andre fisketyper - eller røget laks, hvis man ikke er så vild med den rå (men den fortjener en chance - smagen er langt mere delikat, når den er rå)

Og så vil jeg i øvrigt fremhæve Windsor Fisk på Peter Bangs Vej som et fantastisk sted, at købe ind til hjemmelavet sushi! Rygtet vil vide, at de leverer til adskillige sushirestauranter i København, og kvaliteten er i top.
Ud over det har de et stort udvalg af tangsalater - heriblandt en variant med wasabicreme, som smagte himmelsk.
Diverse dressinger, sort sesam, misodip, wasabipulver mv. blev købt hos Sticks N Sushi, som også har en samling lækre opskrifter på deres hjemmeside.

onsdag den 9. september 2009

Verdens bedste børn

Jeg er inde i en periode for tiden, hvor jeg bare ikke kan få nok af mine skønne unger wub.gif

Om aftenen kan jeg stå og glo på dem i timevis, mens de sover, snuse til dem, kysse dem og have lyst til at tage dem op og bære dem med ned i min egen seng, så jeg kan ligge der og beundre dem hele natten...
Jeg kan vågne midt om natten og være fuldstændig SKRÆKslagen ved tanken om, at en af dem ikke trækker vejret, og jeg sover ikke, før jeg lige har været oppe og tjekke, snuse, kysse og putte dem blush.png
Og jeg kan overhovedet ikke få ind i mit lille hoved, at nogen andre i verden er i stand til at elske deres børn ligeså højt, for de har jo bare fået helt almindelige børn, hvor jeg har fået de to mest fantastiske eksemplarer på denne jord laugh.gif

I næste uge er jeg helt sikkert klar til at pakke kufferten og løbe så hurtigt, jeg kan - men ligenu kan jeg slet ikke få armene ned over, hvor fantastisk dejlige og elskelige de er...

mandag den 7. september 2009

Hvem sagde passiv underholdning?

video

Eksperter er bekymrede for børns helbred, fordi de laver for mange stillesiddende aktiviteter; som for eksempel PC og Playstation spil.

Men jeg kan hermed dokumentere, at i hvert fald ét barn her i verden ikke just sidder stille...

fredag den 4. september 2009

En lille ballerina

video

Frida startede til ballet idag. Hun har plaget i et halvt år, og efter at have researchet lidt, må jeg sige at det ikke er så skidt endda.

Vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg er imponeret over min lille, store 4-årige pige, der var så dygtig til at koncentrere sig og knoklede for at være ligeså dygtig som de 6-8 årige, der ellers er på holdet. (det er hende, der står forrest til højre i den lavendelfarvede dragt)

Og fantastisk med en lærer, der som det naturligste taler med børnene på rigtigt "balletsprog" og får dem til at føle, at de allerede er kommet på Det Kongelige Teaters balletskole.
Så hun har øvet sig hele aftenen på 1., 2., 5. og 6. fodposition, pliée og chassé - med en meget imponeret storebror som publikum i øvrigt :-)

Til andre med små ballerinaer in spe derude, kan jeg varmt anbefale Christianshavns Balletskole for virkelig at kunne løfte opgaven!





P.S. Beklager den ringe lyd- og billedekvalitet! Jeg tager arbejdsmobilen med næste gang...

fredag den 14. august 2009

R2D2 redder børnefødselsdagen

Det håber jeg i hvert fald - ellers er de en flok utaknemmelige skarn de unger, der (inkl. eget yngel) invaderer hytten i morgen for at fejre Valdemars 7 års fødselsdag.
Tænk at han bliver 7 år...

Jeg vil gerne undskylde resultatet med, at det er min første 3D kage EVER - og jeg er meget, meget træt. Det har taget en krig her til aften at lave IMBC og farve sugarpaste (der skal godt nok bruges meget farve til den grå del!), dele bunde, lægge kage sammen, overtrække og dekorere.

Og så opdager man liiiiige lidt for sent, at der manglede 5 kvadratcm grå sugarpaste til det ene af benene. Så R2D2 er altså lidt invalid i det - men det er vel ok i grunden. Han går jo en grum skæbne i møde og skal bare spises...

søndag den 9. august 2009

Opskrift: Lavendelsukker



Endelig har jeg fundet noget at bruge mine talrige lavendler i haven til!

Man tager ganske enkelt så mange lavendler, man nu har lyst til at plukke, lader dem tørre et par dage og piller blomsterne af stilkene.
De tørre blomster blandes nu med sukker og blendes (for at få smagen frem). Blandingen skal nu trække 1-2 uger i et patentglas, og så har man lavendelsukker, som skulle smage fantastisk i bl.a. kager og i te.

Lavendelblomsterne er i øvrigt også lækre i marinader og gryderetter - dog skal man være opmærksom på, at de afgiver ret meget smag, så vær ikke for rundhåndet!

Bonus: Mens jeg sad og nulrede blomsterne af stilkene idag, faldt der en masse små sorte frø ud af blomsterne. Dem skal jeg og børnene helt sikkert prøve at så - dét projekt vender jeg frygteligt tilbage med...
Posted by Picasa

mandag den 20. juli 2009

Når man har børn er det vigtigt at dele sol og vind lige. Helt med lineal og brevvægt... Frida bliver således meget, meget vred over at blive forbigået.
Som igår, hvor Valdemar havde lavet mad: Den eneste måde at gøre det godt igen var, at lade hende dække bord, men hun havde ikke tid pga. børnetime, så hun brugte de første 10 minutter af måltidet på at skælde ud... Hun bliver sjov som teenager!

Men ret skal være ret: Idag er det Valdemars tur til at have legekammerat på besøg, så mens drengene har hygget sig med Nintendo DS og Playstation (det er noget af en maskinpark, der er ved at hobe sig op herhjemme!), har Frida været med mig på indkøb.
Og når man nu er en pige på 4 år, skal det gøres rigtigt: Man skal have neglelak på først. Og solbriller. Og en pung til vognmønten - for selvfølgelig vil man kun med på indkøb, hvis man får lov at spankulere rundt med en af de der små irriterende børnevogne, som alle andre voksne hader inderligt. Fordi man faktisk godt kan nå at blive kørt ned mere end én gang på en almindelig tur i Føtex efter en liter mælk...

Hvor Valdemar går op i økologi, dyrevelfærd og miljørigtighed (hippiebarn), så er Frida mere æstetisk anlagt: Det skal være pænt!!
Så vi har købt gulerødder med top, blåbær og pistacienødder idag. Fordi de var pæne.
Og solbærsaftevand, fordi "Mormor siger, man bliver klog af at spise solebær" (det var nu blåbær, men argumentet var svært at stå for).
Men det er faktisk smadderhyggeligt at lade hende gå på opdagelse i et supermarked, fordi hun er så sød, når hun omhyggeligt inspicerer ærterne, bælg for bælg, for at kunne udvælge de allerbedste til fisken i aften, som hun også selv har udpeget i køledisken. Og man skal ikke skælde børn ud for at være kvalitetsbevidste! De skal have masser af ros for at være super selektive med, hvad de putter i indkøbskurven og senere i gryden og i munden - og for at tænke over, om dyret de spiser nu også har haft et godt liv før de blev til mad.

søndag den 19. juli 2009

Valdemar laver mad


Det er fantastisk hyggeligt at lave mad med Valdemar! Han går 100% i krig med alle råvarer og opskrifter, og selvom han er yderst kræsen, så bliver han alligevel revet med af dufte og resultater i en grad, så maden pludselig smager godt.
Han er desuden meget optaget af kvalitet og hvor tingene kommer fra, og han insisterer på at det skal være økologisk. Man har vel set Camilla Plum og Brødrene Price folde sig ud på TV...

Når man er køkkenchef, skal man selvfølgelig også lave dessert: Valget blev chokolademuffins med italiensk marengs smørcreme på toppen (der var lidt til overs fra igår, som blev piftet op med lidt blå farve), pyntet med delfiner og krymmel.



Sidenhen fandt jeg disse Shark and Beach Cupcakes på Martha Steward's hjemmeside - dem laver vi næste gang:

lørdag den 18. juli 2009

How to: Italiensk marengs smørcreme (IMBC)


Der findes et hav af opskrifter, men her er hvad jeg brugte til to gange frosting af kagen herover (og der var endda noget til overs):
  • 4 æggehvider
  • 250 gram sukker
  • 1 dl vand
  • 1 tsk vanilliesukker
  • 300 gram blødt smør
Fremgangsmåden fandt jeg på Youtube:

How to make italian meringue buttercream

Opskrift: Chokoladecreme



  • 4-500 gram chokolade efter smag og behag (fx. Toblerone, mørk chokolade (70%) eller hvad man nu har lyst til)
  • ½ liter piskefløde
Bræk chokoladen i mindre stykker og kom den i en gryde sammen med fløden. Smelt chokoladen forsigtigt og rør ofte, så den blandes godt med fløden.
Når al chokoladen er smeltet, tages gryden af varmen og blandingen røres godt igennem.
Stil blandingen på køl til den skal bruges.

Før brug: Pisk fløde/chokoladecremen til en luftig masse og smør den på kagen.

Advarsel: Stærkt vanedannende!!! Også god som topping på cupcakes

Opskrift: Hindbærmousse


  • 6 blade husblas
  • 500 gram hindbær (friske eller frosne - andre bær kan også bruges)
  • Saft af 1 citron
  • 100 gram flormelis
  • 1½ tsk vanilliesukker
  • ½ liter piskefløde
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Kør bær, citronsaft, flormelis og vanillie på foodprocessoren til en ensartet puré.
Smelt husblassen over vandbad eller i mikrobølgeovnen og bland forsigtigt lidt af frugt puréen i. Hæld blandingen over i puréen og bland godt (lad det køle lidt af først, så slipper du for "vingummier").
Pisk fløden til skum og vend det hele sammen. Stil blandingen på køl og lad den stivne lidt, før den smøres eller sprøjtes på kagen.

Denne portion er rigeligt stor til en almindelig lagkage, men smager himmelsk, så brug resten til dessert eller frys den ned og brug den som en fantastisk flødeis!

Opskrift: Sukkerbrødsbund (3-4 lag)




  • 6 æg
  • 300 g sukker
  • 100 g kartoffelmel
  • 100 g hvedemel
  • 3 tsk bagepulver
Pisk æg og sukker luftigt (det skal være helt hvidt) og si blandingen af mel, kartoffelmel og bagepulver i. Vend forsigtigt dejen med en dejskraber, til melet er fordelt og hæld den i en springform (27 cm) smurt med smør og drysset med mel.

Bag bunden ved 175 grader (varmluft) i 30-45 minutter til den er gennembagt (tjek med en strikkepind). Lad endelig være med at åbne ovnen før de 30 minutter er gået!
Lad kagen stå i den slukkede ovn ca. 10 minutter (ovnlågen skal være åben) - på denne måde undgår man at kagen falder sammen.
Tag herefter kagen ud, og vend den forsigtigt ud af formen på en bagerist.

Del kagen i tre eller fire lag, når den er helt afkølet.


Flg. kan tilsættes dejen:
  • 2 spsk. kakaopulver og 100 g smeltet chokolade
  • 3 dl. finthakkede mandler eller hasselnødder
  • 3 tsk revet, økologisk citronskal
  • 3 tsk. vanillie sukker
  • nogle dråber pasta/gele farve
Denne portion passer desuden til en alm. bradepande, hvis kagen skal være firkantet

Indflytterkage til Inger


Lad mig starte med at understrege: Jeg var IKKE med på den der Martha Steward vogn fra starten!
Altså jeg holder meget af mad lavet fra bunden af de bedste råvarer, men det der med at bage skulpturlignende kager, det var ikke noget for mig.

Men så kom cupcakes... jeg faldt pladask for de bedårende lækre kager hos Magnolia i New York sidste år, og hjemme igen gik der næsten weekendbageri i den.
Der er gennem de sidste 1½ år blevet indkøbt et hav af sprinkles, pastafarver, muffinforme og andet sjov, og da jeg er fuldkommen ude af stand til at producere en helt almindelig dansk lagkage (de kommer altid til at smage hviiiiiiinende søde og bliver grimme som ind i helvede), lod jeg mig lokke af nogle af de flotte, flotte kager, jeg havde set på nettet:

Den første blev faktisk ok! Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med den, men Frida ønskede sig en lyserød kage, da hun blev 3 år, og det fik hun. Og fin var den, syntes alle gæsterne.

Den næste skulle være en drage til Valdemars 6-års fødselsdag, og den blev... knapt så vellykket tør jeg godt indrømme! Sugarpasten smeltede og blev klistret og var for tung, så kagen skvattede sammen.

Så jeg droppede kagerne og gik igen over til det sikre valg med mine cupcakes. Indtil Frida blev 4 år og proklamerede, at hun ville have en Ponykage! Altså måtte jeg igen i krig med sugarpaste og farver, men det gik trods alt bedre denne gang, hvor jeg havde fået lært, at kagen skulle smøres med smørcreme under sugarpasten. Men helt køn blev den ikke (den smagte til gengæld godt!)

NU holder min søde lillesøster så housewarming, og hun har åbenbart pralet overfor sine venner... Altså er jeg igen blevet sat på en kage-opgave, men denne gang har jeg forberedt mig lidt bedre og kigget på både Youtube og diverse kageblogs efter inspiration.
Og jeg må sige, at selv med mine "hjemmelavede" redskaber (fx 4 skumvaskeklude i stedet for en flower mat), er jeg blevet positivt overrasket!
Det er tidskrævende ja, men også sjovt og egentlig ikke så svært som forventet at lave en flot kage.

Og jeg er både tilfreds med og meget stolt af resultatet denne gang!

Opskriften:

En sukkerbrødsbund i 3 lag
En portion hindbærmousse
En halv portion chokoladecreme
Appelsinlikør
Italiensk marengs smørcreme (IMBC)
Sugarpaste
Blomster i sugarpaste

fredag den 29. maj 2009

Jeg sover ikke - jeg motionerer!

Tillad mig at citere foredragsholder fra børnehavens forældremøde i onsdags (temaet var kost og bevægelse): " Faktisk forbrænder man mere, når man sover, end når man se fjernsyn "

Øh nå! Tag den!!! Alle I, som griner, når jeg "ser tv med lukkede øjne" klokken 20.30 hver aften... Hvem af os er det måske, der forbrænder mest hva?

Udmærket foredrag i øvrigt - kan bookes hos Alt Om Kost og beviser endnu engang, at det altså hverken behøver indebære udtræk af birketræer, yoga eller tarmskylninger (altså ikke udtræk af sidstnævnte vel - eller af yoga for den sags skyld...) at leve sundt ;-)




P.S. Iflg. Yahoo Q&A forbrænder man i øvrigt mindre, når man går i stilletter end i flade sko?!

Ja jeg citerer bare en klog quinde på facebook: " Jeg kan ikke se, at dette ikke skulle være logisk?! Hæle øger forbrændingen, fordi man hele tiden går med mere eller mindre spænding i læggene, ligesom man bruger flere af de dybe muskler til at holde balancen, suge maven ind, skyde babserne frem og røven ud i forsøg på at se ekstra lækker ud. Det må gi' minimum 200 kcal om dagen. "

onsdag den 27. maj 2009

Grøn opgradering efterlyses

Børnearbejde


Så havde vi besøg af Arbejdstilsynet i dag… Ganske ok størrelse, der har til opgave at sikre, at vi alle sammen har de bedst mulige betingelser på jobbet.
Og det har vi jo egentlig her hvor jeg er. Eller, det troede jeg i hvert fald!

Men nej, nu viser det sig faktisk, at der er en række punkter, jeg bør være utilfreds med: For eksempel ligger der ledninger under mit (ellers pointgivende) hæve-sænke bord. Det må der ikke… De kan potentielt samle støv og potentielt give dårligt indeklima… Uha
Jeg er også blevet spurgt, om jeg så har et løst tastatur og en større skærm derhjemme til at tilslutte den bærbare. Der er jo ”mulighed for hjemmearbejde” her på kontoret, så det skal man heller ikke stille sig tilfreds med.
Og endeligt bør vi nok også sammen tage stilling til, hvad der sker, hvis én af os en dag bliver vidne til en trafikulykke på vej til et møde… Suk

-----
Måske skulle arbejdstilsynet bruge deres tid lidt bedre, hvis jeg skal være helt ærlig. Man kunne for eksempel sende dem ud på min søns folkeskole og snakke lidt om indeklima. Og rengøring. Og hullet asfalt både foran skolen og i skolegården. Og det faktum, at alle børn i 0.V sidder ved samme størrelse bord hvad enten de er 1,10 eller 1,35 cm høje

Men lige i skolen er det selvfølgelig vigtigere at bruge ressourcerne på at opfylde Bertels mere og mindre rigide krav om dokumentation for både det ene og det andet.

Ligesom her, hvor vi har fået en gul smiley for ikke at have en APV – måske er den daglige trivsel alligevel vigtigere end et stykke papir, som enhver idiot bare kan udfylde. Det ser man jo allerede skrækeksempler på i skoler og daginstitutioner

Valdemar leger fotograf...







tirsdag den 26. maj 2009

Cupcakes on parade



Næste projekt: Skal finde opskrift på ægte, franske macaroons, som de laver dem hos Ladurée i Paris!

Opdatering: Takket være Christel er et hav af opskrifter nu dukket op! Franske macaroons à la Ladurée

  1. JEG er vild med dem
  2. Er sikker på at unger vil elske dem
  3. De kan holde sig - dvs. man bager en ordenlig omgang, og så er det bare lige at putte lidt fyld i, og vupti: Man har verdens mest bedårende små kager, når der kommer gæster...

mandag den 25. maj 2009

Ømme lægge, hævede fødder, træthed, kvalme, halsbrand...

  1. Der er temmelig mange trappetrin op til Sacre Coeur... helt præcist 176 (og udsigten slår alt! Oven i købet gratis)
  2. Det er varmt i Paris - og 12 km på høje hæle (tilbagelagt på én dag) kan få selv de sundeste Angulus-fødder til at svulme til dobbelt størrelse. Men så har man da en undskyldning for at købe nye sko
  3. Charles de Gaulles Airport er bare ikke nogen sindsoprivende oplevelse. Note til selv: Lad være med at komme i god tid, når flyet også er forsinket. Man slapper meget bedre af på en café ved Forum des Halles
  4. Forsinkelse kan yderligere ikke anbefales, når man har valgt den sene afgang hjem
  5. Slet ikke når pilot prøver at nå lysets hastighed for at indhente førnævnte forsinkelse (der er faktisk en vandtæt membran inden i de der papirsposer i flyet, har jeg opdaget)
  6. 3 dage med god mad og vin kan godt skvulpe lidt maven bagefter...
  7. Hold k*ft hvor har det bare været en fantastisk ferie!

Se hele turen på Tripit.com!

torsdag den 21. maj 2009

Det er faktisk lidt en udfordring at pakke så lidt, at man ikke behøver tjekke bagagen ind (især, når man skal komprimere sin toilettaske til ikke at fylde mere end en check in bag kan rumme...)

Faktisk er udfordringen af en størrelse, hvor jeg prøver at udskyde projektet længst muligt og i stedet bruge dagen på at hygge med ungerne, lave lækker frokost og bage verdens nemmeste cupcakes (Kogebog for tøser - fundet i Føtex til 29 kroner og bestemt anbefalelsesværdig, når det skal gå hurtigt):

  • 150 g smør

  • 150 g sukker

  • 150 g mel

  • 1½ tsk bagepulver

  • 1½ tsk vaniliesukker

  • 3 æg


  • Knaldes i en foodprocessor, fordeles i ca 20 papirforme og bages 15 minutter ved 180 grader, køler af og pyntes med glasur, frosting af philadelphia, slik, blåbær, kagekrymmel etc.