søndag den 20. september 2009

Livet som enlig mor - status


Så er ugen næsten omme - og vi overlevede alle tre. Jeg havde frygtet kernenedsmeltninger, stressede morgener og det der var værre, men vi har simpelthen hygget os så meget!

Nu er det søndag aften, børnene har fået nattøj på og ser TV, fryseren er fyldt med æblekage, -mos og Hjem Is, jeg sidder hér og i morgen er det hverdag igen.
Med mand - heldigvis - for det ér nu noget andet, når vi er to, og måske trænger jeg efterhånden også til en enkelt aften, hvor det ikke er mig, der læser historie, børster to sæt tænder, smører madpakker, ordner køkken og tumler i seng klokken 22 uden at have siddet ned. Men det har i bund og grund været en 100% skøn uge at være alene.

Så status er: Vi kan sagtens undvære farmand en uges tid, men nu vil vi gerne have ham hjem igen. 

Jeg har nemlig ikke nået at ordne vasketøj...

Opskrift: Hyldebærsaft


Varm hyldebærsaft er en ting, jeg husker med glæde fra min barndom.

Man skal bruge:
  • 2 kg. hyldebær (ca. en cykelkurv fuld)
  • 1 liter vand
  • 600 gram sukker
 Hyldebærene skylles godt og de groveste stilke klippes af.
Herefter puttes bær, vand og sukker i en gryde, som bringes i kog.

Efter ca. 15 minutter i kog (det koger nemt over, så hold godt øje), er bærene begyndt at briste. Gryden tages nu af varmen, lad den stå ca. 10 minutter og køle lidt af og si herefter saften, tilsæt evt. Atamon og hæld den på skoldede flasker.
Man kan også lade saften køle helt af, hælde den i plasticposer eller beholdere og fryse den ned - så er Atamon overflødigt.

Når saften skal drikkes, blandes den med vand ca. 1:1 og smages til med citron og evt. kanel eller stjerneanis - og så skal den selvfølgelig drikkes rygende varm.


Det kan nok diskuteres, hvor meget c-vitamin, der er tilbage efter kogningen, men varm saft er godt, når man er forkølet (tilsæt gerne et skvæt portvin), til trætte og urolige børn (uden portvin) og som suppe med kammerjunkere i

lørdag den 19. september 2009

Enlig mor på æblerov - part II

Ja, så sad vi der og betragtede dagens høst og blev enige om, at det da egentlig også lige var sæson for hyld.

Så op i Niholaen med ungerne og ud i det blå igen - bevæbnet med en lille Magretheskål i det tilfælde, vi skulle falde over lidt brombær eller andet lækkert på vejen.

Jeg skal love for at vi faldt! Over brombær, hyld og æbler i kassevis. Man skal bare vide, hvor man skal lede. Og så må man lige afgøre med sin samvittighed, om det er ok at gå på rov i en tilgroet, ubeboet have (som har stået sådan de sidste 5-6 år). Det afgjorde vi, at det var.

Og det føles sådan lige lidt ulovligt og farligt på den der helt rigtige Astrid Lindgrenske måde, hvor man bare VED, at de voksne ikke skal have noget at vide.

Enlig mor på æblerov




Som overskriften antyder, er jeg stadig solo m ungerne (nåja.. og min søster sådan set), og sådan en solvarm efterårsdag, skal vi da ikke sidde indenfor og lumre, som min mor ville have sagt.

Så vi har været på rov!

Først efter kastanjer, så efter æbler og ved et tilfælde også hasselnødder.
En udbytterig høst, hvis vi selv skal sige det, og jeg er overbevist om, at æblekage smager ekstra godt, når vi selv har plukket fyldet.
Og nu er jeg altså ikke sådan en, der lærer mine børn at stjæle - sådan som man kunne tro jf. overskrift, men konceptet er bare meget federe, hvis man kalder det æblerov. Det lyder ærligt talt lidt mere eksotisk, end "kom unger - vi går over i parken og plukker æbler".


tirsdag den 15. september 2009

Anne som enlig mor, part 1

Lad mig lige udtrykke min D.Y.B.E.S.T.E respekt for alle enlige forældre i denne verden!

Og nej - jeg er ikke blevet skiftet ud med en yngre model eller noget, men min søde mand er rejst over på den modsatte side af Atlanten for at mænge sig med andre indenfor spilbranchen i en uges tid, så jeg prøver rollen som alene-mor til to af for en stund...
Og nu er jeg jo normalt bare sådan en, der hjælper til herhjemme.

Idag er jeg sluppet let: Manden afleverede børnene i morges inden han tog i lufthavnen, så jeg skulle sådan set bare tage på arbejde.
Og den søde moster havde tidligt fri og tilbød at hente dem, så jeg skulle også bare komme hjem igen...
Ren luksus - tænk at kunne være hjemme klokken 17 MED indkøb, have 30 minutters top-kvalitetstid med ældsten og dennes lektier (mens yngsten tager en lur på sofaen) og stadig have god tid til madlavning og spisning.
Og mens jeg smurte madpakker (ja ja - har givet den hele armen med hjemmerullede makier) og pakkede skoletaske, gymnatisktøj, biblioteksbøger og svømmetøj, puttede moster Inger de søde børn i seng og læste historie for dem. Og så lagde hun da også lige vasketøjet sammen...

Altså: Hvis jeg selv havde skullet kringle den, så var jeg nok kun nået til madpakkerne nu. Især fordi 4-årig ikke sådan lader sig putte, når hun har fået morfar før spisetid...
Så nu ligger hun her i min seng og fylder det hele, men det er ok. Jeg er på forkant og ungerne plager om lov til at spise morgenmad på hhv. fritidshjem og i børnehave i morgen.
Dvs. de skal bare have tøj på og afsted...

What's the catch?!

Alligevel er jeg allerede lidt træt ved tanken om de kommende dage, hvor arbejde, børn, svømning, ballet, madpakker og vasketøj skal gå op i en højere enhed.
Også selvom moster Kaj træder til to af dagene.
Så tænk, hvis jeg skulle klare det hele selv?!

Plus alt det uforudsete som glemte sager, legeaftaler og at løbe tør for mælk eller rugbrød...

For trods yderst kompetent assistance idag, kan jeg da godt se, at der ikke er meget egotid i at være solovoksen.

Så jeg bøjer mig endnu engang i støvet for alle dem, der skal have hverdagen til at køre på egen hånd og konkluderer, at det nok er meget heldigt, at jeg har hele to søstre lige i nærheden, der godt gider træde til, når jeg er helt hjælpeløs og utjekket...

søndag den 13. september 2009

Opskrift: Linser med hindbærcreme og de fineste hindbærsnitter

















Helt klassiske linser a la mormor, tilsat et pift af pink...

Mørdej:
  • 200 gram koldt smør
  • 300 gram hvedemel
  • 2 spsk sukker
  • 1 æg
  • 2 spsk vand
Smør og mel køres til "smulder" i foodprocessoren, sukker, æg og vand tilsættes og køres, til det hænger sammen i en klump.
Dejen stilles i køleskabet i minimum en halv time

Fyld:
  • 200 gram frosne hindbær
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk vanilliesukker
  • 1 portion kagecreme (jep - vi bruger den fra Maizena i dagens anledning)
Hindbær og sukker purreres i foodprocessoren, kagecremen gøres klar blandes godt sammen med hindbærmosen.

Rul dejen ud og stik 12 runde kager ud med et glas. Læg dem i en linse- eller muffinform og læg en lille klat creme i.
Rul resten af dejen ud og stik endnu 12 kager ud til låg. Tryk låg og bunde godt sammen (mine var ikke samlet helt nok, så lågene poppede af i ovnen).
Bag kagerne ca. et kvarter ved 200 grader, tag dem ud af formene og lad dem køle af på en rist.

Hvis der er dej til overs (og det var der), så rul den ud og stik små kager ud med en form. Bag dem i ovnen i 10 minutter og lad dem køle af på risten.
Læg de afkølede småkager sammen med hindbærsyltetøj (eller jordbær, som var det jeg havde idag.. smager også godt) og pynt med glasur og krymmel.

Opskrift: Rispapir med laks og mangodressing

Endnu en, der i øvrigt passer fremragende sammen med lakse ceviche som forret eller frokostret:

  • Rispapir (kan købes i større supermarkeder)
  • Salat (hovedsalat eller iceberg)
  • Avocado
  • Agurk
  • Frisk koriander
  • Rå laks
Mangodressing:
  • Frisk mango
  • Mangojuice
  • Frisk, hakket rød chili
  • Koriander
Dressingen laves ved at blende ingredienserne med en stavblender (juicen tilsættes lidt ad gangen til konsistensen er let uden at være for flydende)

Fisk og grønsager skæres i lange strimler - undtagen salaten, der skæres i både. Fjern evt. det nederste "tykke" stykke af bladene.

Rispapiret lægges på et skærebræt og fugtes godt med vand på begge sider. Herefter lægges fyldet på:
Læg salatbladene på den halvdel af rispapiret, der vender ind mod dig selv, og læg herefter grønsager, laks og hakket koriander ovenpå salaten.
Slut af med at hælde dressingen over i en tynd stribe, og rul herefter rispapiret sammen (pas på ikke at rive i det - det går nemt i stykker). Lad rullen hvile ca. 5 minutter og skær den herefter i 4-5 skiver.
Anret rullerne med skærefladen opad og server med misodip.

Brug evt. røget laks i stedet for rå

Opskrift: Lakse Ceviche

Jeg lavede sushi igår - og MEGET af det. Det er nok sidste gang jeg kaster mig ud i at tilberede sushi til 8 personer med dét ambitionsniveau: Det tog ret mange timer, men resultatet var nu glimrende. Men næste gang tror jeg vi nøjes med halvt så mange varianter.

Men som en del af det, lavede jeg en lakse ceviche. Jeg har på et tidspunkt fået denne lille lækre salat på Sticks N Sushi, så her kommer opskriften - frit komponeret ud fra hukommelsen:

Anret ca. 1½ spsk. tangsalat (wakame - kan fås færdiglavet hos bl.a. fiskehandlere) på en tallerken eller i et glas. Læg herefter en lille skefuld avocado i tern ovenpå, så en spsk. god, rå laks i tynde strimler (eller hvor meget man nu synes) og dryp med limesaft.
Til sidst pyntes med lidt rødløg i tynde både og et drys friskhakket koriander.

Server som forret, eller lav en lidt større portion som frokost. Man kan også bruge andre fisketyper - eller røget laks, hvis man ikke er så vild med den rå (men den fortjener en chance - smagen er langt mere delikat, når den er rå)

Og så vil jeg i øvrigt fremhæve Windsor Fisk på Peter Bangs Vej som et fantastisk sted, at købe ind til hjemmelavet sushi! Rygtet vil vide, at de leverer til adskillige sushirestauranter i København, og kvaliteten er i top.
Ud over det har de et stort udvalg af tangsalater - heriblandt en variant med wasabicreme, som smagte himmelsk.
Diverse dressinger, sort sesam, misodip, wasabipulver mv. blev købt hos Sticks N Sushi, som også har en samling lækre opskrifter på deres hjemmeside.

onsdag den 9. september 2009

Verdens bedste børn

Jeg er inde i en periode for tiden, hvor jeg bare ikke kan få nok af mine skønne unger wub.gif

Om aftenen kan jeg stå og glo på dem i timevis, mens de sover, snuse til dem, kysse dem og have lyst til at tage dem op og bære dem med ned i min egen seng, så jeg kan ligge der og beundre dem hele natten...
Jeg kan vågne midt om natten og være fuldstændig SKRÆKslagen ved tanken om, at en af dem ikke trækker vejret, og jeg sover ikke, før jeg lige har været oppe og tjekke, snuse, kysse og putte dem blush.png
Og jeg kan overhovedet ikke få ind i mit lille hoved, at nogen andre i verden er i stand til at elske deres børn ligeså højt, for de har jo bare fået helt almindelige børn, hvor jeg har fået de to mest fantastiske eksemplarer på denne jord laugh.gif

I næste uge er jeg helt sikkert klar til at pakke kufferten og løbe så hurtigt, jeg kan - men ligenu kan jeg slet ikke få armene ned over, hvor fantastisk dejlige og elskelige de er...