lørdag den 18. juli 2009

Indflytterkage til Inger


Lad mig starte med at understrege: Jeg var IKKE med på den der Martha Steward vogn fra starten!
Altså jeg holder meget af mad lavet fra bunden af de bedste råvarer, men det der med at bage skulpturlignende kager, det var ikke noget for mig.

Men så kom cupcakes... jeg faldt pladask for de bedårende lækre kager hos Magnolia i New York sidste år, og hjemme igen gik der næsten weekendbageri i den.
Der er gennem de sidste 1½ år blevet indkøbt et hav af sprinkles, pastafarver, muffinforme og andet sjov, og da jeg er fuldkommen ude af stand til at producere en helt almindelig dansk lagkage (de kommer altid til at smage hviiiiiiinende søde og bliver grimme som ind i helvede), lod jeg mig lokke af nogle af de flotte, flotte kager, jeg havde set på nettet:

Den første blev faktisk ok! Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med den, men Frida ønskede sig en lyserød kage, da hun blev 3 år, og det fik hun. Og fin var den, syntes alle gæsterne.

Den næste skulle være en drage til Valdemars 6-års fødselsdag, og den blev... knapt så vellykket tør jeg godt indrømme! Sugarpasten smeltede og blev klistret og var for tung, så kagen skvattede sammen.

Så jeg droppede kagerne og gik igen over til det sikre valg med mine cupcakes. Indtil Frida blev 4 år og proklamerede, at hun ville have en Ponykage! Altså måtte jeg igen i krig med sugarpaste og farver, men det gik trods alt bedre denne gang, hvor jeg havde fået lært, at kagen skulle smøres med smørcreme under sugarpasten. Men helt køn blev den ikke (den smagte til gengæld godt!)

NU holder min søde lillesøster så housewarming, og hun har åbenbart pralet overfor sine venner... Altså er jeg igen blevet sat på en kage-opgave, men denne gang har jeg forberedt mig lidt bedre og kigget på både Youtube og diverse kageblogs efter inspiration.
Og jeg må sige, at selv med mine "hjemmelavede" redskaber (fx 4 skumvaskeklude i stedet for en flower mat), er jeg blevet positivt overrasket!
Det er tidskrævende ja, men også sjovt og egentlig ikke så svært som forventet at lave en flot kage.

Og jeg er både tilfreds med og meget stolt af resultatet denne gang!

Opskriften:

En sukkerbrødsbund i 3 lag
En portion hindbærmousse
En halv portion chokoladecreme
Appelsinlikør
Italiensk marengs smørcreme (IMBC)
Sugarpaste
Blomster i sugarpaste

Ingen kommentarer:

Send en kommentar