Viser opslag med etiketten Sticks N Sushi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sticks N Sushi. Vis alle opslag

søndag den 13. september 2009

Opskrift: Rispapir med laks og mangodressing

Endnu en, der i øvrigt passer fremragende sammen med lakse ceviche som forret eller frokostret:

  • Rispapir (kan købes i større supermarkeder)
  • Salat (hovedsalat eller iceberg)
  • Avocado
  • Agurk
  • Frisk koriander
  • Rå laks
Mangodressing:
  • Frisk mango
  • Mangojuice
  • Frisk, hakket rød chili
  • Koriander
Dressingen laves ved at blende ingredienserne med en stavblender (juicen tilsættes lidt ad gangen til konsistensen er let uden at være for flydende)

Fisk og grønsager skæres i lange strimler - undtagen salaten, der skæres i både. Fjern evt. det nederste "tykke" stykke af bladene.

Rispapiret lægges på et skærebræt og fugtes godt med vand på begge sider. Herefter lægges fyldet på:
Læg salatbladene på den halvdel af rispapiret, der vender ind mod dig selv, og læg herefter grønsager, laks og hakket koriander ovenpå salaten.
Slut af med at hælde dressingen over i en tynd stribe, og rul herefter rispapiret sammen (pas på ikke at rive i det - det går nemt i stykker). Lad rullen hvile ca. 5 minutter og skær den herefter i 4-5 skiver.
Anret rullerne med skærefladen opad og server med misodip.

Brug evt. røget laks i stedet for rå

Opskrift: Lakse Ceviche

Jeg lavede sushi igår - og MEGET af det. Det er nok sidste gang jeg kaster mig ud i at tilberede sushi til 8 personer med dét ambitionsniveau: Det tog ret mange timer, men resultatet var nu glimrende. Men næste gang tror jeg vi nøjes med halvt så mange varianter.

Men som en del af det, lavede jeg en lakse ceviche. Jeg har på et tidspunkt fået denne lille lækre salat på Sticks N Sushi, så her kommer opskriften - frit komponeret ud fra hukommelsen:

Anret ca. 1½ spsk. tangsalat (wakame - kan fås færdiglavet hos bl.a. fiskehandlere) på en tallerken eller i et glas. Læg herefter en lille skefuld avocado i tern ovenpå, så en spsk. god, rå laks i tynde strimler (eller hvor meget man nu synes) og dryp med limesaft.
Til sidst pyntes med lidt rødløg i tynde både og et drys friskhakket koriander.

Server som forret, eller lav en lidt større portion som frokost. Man kan også bruge andre fisketyper - eller røget laks, hvis man ikke er så vild med den rå (men den fortjener en chance - smagen er langt mere delikat, når den er rå)

Og så vil jeg i øvrigt fremhæve Windsor Fisk på Peter Bangs Vej som et fantastisk sted, at købe ind til hjemmelavet sushi! Rygtet vil vide, at de leverer til adskillige sushirestauranter i København, og kvaliteten er i top.
Ud over det har de et stort udvalg af tangsalater - heriblandt en variant med wasabicreme, som smagte himmelsk.
Diverse dressinger, sort sesam, misodip, wasabipulver mv. blev købt hos Sticks N Sushi, som også har en samling lækre opskrifter på deres hjemmeside.