lørdag den 30. april 2011

Araberkomplot

Så kom årets første rabarber i hus, så i morgen skal der laves rabarberkompot!

Jeg elsker rabarber - de står bare og passer sis selv, og lige pludselig myldrer de op af jorden. Klar til høst i kilovis!

Personligt foretrækker jeg at spise kompotten ovenpå en marengsbund eller at koge den sammen med løg og æbleeddike, så den kan bruges som tilbehør til kylling.

Men i morgen skal jeg prøve noget nyt og lave en sukkerfri version med vanilie og sødemiddel, så jeg kan spise den på min morgenyoghurt den kommende uge...

onsdag den 20. april 2011

Angry Birds

Vi er bidt af de vrede fugle herhjemme - de huserer på både iPhone, iPad og mac, og da vi så denne video, var sagen klar: Vi skal også have en angry birds kage!

Så jeg har brugt et par timer i dag på at farve og modellere de små bæster - det er ikke så let, som man skulle tro, men resultatet er hæderligt, hvis jeg selv skal sige det :-)

mandag den 18. april 2011

Så blev det forår

Jeg ELSKER påskeferie! Det er sådan en ferie, der bare altid dukker op, når man trænger mest, og når vejret oven i købet er helt sommeragtigt, så kan man kun glædes og skynde sig at hoppe i S-toget med ungerne og slentre en tur på Langelinie.

I bare arme og det hele!

Nu er vi hjemme igen, jeg har stængerne oppe, aftensmaden er i ovnen, og børnene hygger sig med hhv. Topmodel malebog og kæmpe slikposer...

Alle mandage skulle være sådan!

På skrump

Jeg er uofficiel indehaver af en verdensrekord. Det er ikke noget, jeg er stolt af, det indrømmer jeg gerne - men ikke desto mindre: Jeg er den person i verden, der har været på flest slankekure.
Jeg samler faktisk på dem... Min bogreol bugner af bøger som Kernesund Familie, The South Beach Diet, 2-dageskuren, Køkkenrevolution på høje hæle osv. osv.

Det er en on going joke herhjemme, at min søster og mand har haft adskillige væddemål bag min ryg, de har spist slik i smug og ladet som om de var på sympatikur med mig, og mine børn er blevet udsat for mangt og meget i familiesundhedens navn.

Nu vil nogen måske bryde ind her og prøve at indvende, at det er dem der har rekorden, og det er så ok. Det er en bred titel - jeg deler gerne!

Nu hvor jer er på slankekur nummer 1.295.637 i mit 34 år lange liv, har jeg besluttet mig for, at det helst skal være den sidste. Jeg har regnet lidt, og faktisk har jeg - siden jeg var 12 år eller der omkring - sammenlagt tabt mig omkring 50 kilo eller mere. Det er ret meget i betragtning af, at jeg på intet tidspunkt siden engang i 90'erne har været noget, der ligner slank.
For 5 måneder siden havde jeg et taljeomfang, der matchede 6. måned af min første graviditet - og vægten tilsvarende. Dér besluttede jeg, at det var nok! Det var ganske enkelt for slapt og ikke andet end resultatet af 10 års laden stå til.

Og nu tænker du sikkert: Hvor vil hun hen?
Det kan jeg godt forstå... Sagen er, at jeg tæller kalorier og er på kur døgnets 24 timer, og derfor er det noget, der fylder meget i mit liv.
Men jeg har også erfaret, at det nok ikke interesserer alle. Bevis: De mest viste sider på den her blog er kageopskrifter...

Derfor: Jeg har lavet en skrumpeblog. Der kan du følge med, hvis du har lyst - og hvis slankekure er inderligt ligegyldige for dig, så lad være med at klikke her




P.S. Frida har snart fødselsdag - der er kage på vej