Helt ærligt: Jeg synes, der går lidt for meget leverpostej i den! Altså det ville da være sjovt, hvis sådan en bestod i at planlægge, hvilke dage man skulle hente sushi, og hvad man skulle have til dessert, men det er bare aldrig rigtig tilfældet vel?
Og det meste smager bare bedst, når den spontane lyst til en bestemt ting opstår.
Skal man oven i købet tænke økonomien ind i det, kan det være let at forfalde til tilbudsaviser, fadkotteletter og frosne ærter, men det er bare ikke rigtigt noget jeg har lyst til hverken at tilberede eller spise.
Næste hurdle er, at hvis det skal batte (og man skal spare tid og penge), så skal man på storindkøb.
Altså det der alle de andre børnefamilier praktiserer lørdag eftermiddag, hvorfor man så også skal beregne to timer i kø i en dødssyg Føtex, (andres) hylende unger og ikke mindst faktoren udsolgte varer, som medfører hele scenariet én gang til.
Alene tanken giver mig nervøse trækninger.
Men det ser jo ud til at fungere for mange, så jeg er nødt til at spørge: Hvordan kan alle I, der praktiserer det her holde ud at bruge hver eneste lørdag året rundt bag styret på en overdimensioneret indkøbsvogn i Fields eller et andet tilfældigt center?
Nu er jeg nemlig kommet over første hurdle: Jeg har lavet en madplan (og jeg kan love for, at den hverken indeholder svinekød af tvivlsom oprindelse eller ting i frostposer).
Og den sikrer da en hvis kostvariation og nok også, at vi sparer en lille smule i forhold til ellers, men jeg KAN ikke få mig selv til at blive lørdagsindkøber.
Jeg kan bare ikke... det ødelægger hele glæden ved weekend! Min hjerne flyder over med leverpostej og discount og alt andet ondt her i verden.
Fortæl mig, at jeg ikke kommer i Helvede for at være utjekket, ustruktureret og spontant. Og fortæl mig, at der ER andre her i verden, der sætter lige så meget pris som jeg på at være præcis dét. Hvis ikke er det på tide at gøre oprør mod skema-tyranniet
